Hjem er der hvor hjertet er

Saa efter et par uger i Neiva skulle Salka nordpaa med Gustavo, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville. Jeg mangler at se stort set hele Colombia, saa da Johan inviterede mig med op til huset i San Agustin var det ligesom en doer til paradis der aabnede sig for mig uden jeg var klar over det. Paa vejen besoegte vi Fernando, en meget spirituel og kaerlig mand og en af Johans gode venner som var meget inspirerende at snakke med om hvordan det er vi lever vores liv.

Dagen efter hankede vi op i alt vores habengut - og det var meget! Ud over rygsaekke havde vi to store saekke med boeger, telt, taeppe, machetes og andet goeglerudstyr, et stort liggeunderlag og en papkasse med vores kanin ( billedet under viser lidt). 

Naa men efter en blaffetur til San Agustin og halvanden times gaagang over mudrede marker og enge med alt vores bagage ankommer vi til huset. Det har regnet, saa der var ingen stroem og det tog en rum tid at faa gang i baalet saa vi kunne lave mad, men alt gik og vi sov utrolig tungt. Det var ikke rigtig foer naeste dag da jeg vaagnede og gik lidt paa opdagelse at jeg maerkede magien ved dette hus. Tekster paa vaeggene fortaeller historier om mange menneskers tanker of faerden, og udenfor hoerer man intet andet end vinden, chikaderne og den store flod der loeber forbi laengere nede af bjerget. kaerlighed! 

Huset er noget Johan og alle hans venner kender gennem bekendtskaber, og tilhoerer en italiener som pt ikke maa forlade italien grundet visa-regler. Vi lejer det for 70.000 pesos (210 kr) om maaneden - i alt. Og planen er at bliver her mindst til midt februar. Ud over venneflokken paa 8 er vi lige nu kun 4 og en Marie fra Frankrig, en fantastisk inspirerende pige som leder efter et sted at slaa sig ned her i omraadet.

 I det lille hus ved siden af os bor en gammel, naesten doev landmand som ligner han ikke har vaeret rigtig i bad i aarevis. Og i omraadet bor der ellers en god blanding af landmaend og folk der har soegt alternative livsstile i disse smukke bjerge. I dag paa vej ned til San Agustin med Marie besoegte vi Doña Leona, en fantastisk kvinde som ved alt om medicinske planter, og som er hende der hjaelper med at bringe boern til verden her i omraadet. Hver tirsdag har hun bagedag - saa ved godt hvor jeg skal vaere naeste tirsdag!

Vi bader i ved et lille vandfald ved baekken eller nede ved floden, laver mad over baal, og har masser af boeger og artesania-grej til at faa tiden til at gaa med - og det er ligesom det der er meningen med dette sted. At give sig tid til at laere, producere smykker til at saelge og falde til ro inden rejsen begynder.
De fleste af dem jeg rejser med er droppet ud af universitetet for denne rejse som er planlagt til at vaere 1-2 aar i colombia og derefter fortsaette til resten af sydamerika og derefter resten af verden. Nu maa vi se hvor langt alle naar, men drivkraeften er der i hvert fald.

Har aldrig set Pacho saa glad som da han foerste dag fik lov at hoppe rundt herude

 Vores vaerkstedsbord hvor vi sidder og fletter osv

Koekkenet. Her med billeder fra Johans foedselsdag/store bagedag. Vi fyrede op i ovnen (den kuppelformede ting i ser bag johan) og bagte broed med kokos, broed med ananas, pizza, croissanter, fyldt graeskar og alverdens laekkerier!

 nogle af vores naboer

Naa men for lige at slutte dette mega lange indlaeg af vil jeg bare sige jeg har det mega godt og jeg elsker denne livsform. Universet har talt og vist mig vejen til dette liv, og lige nu er jeg lutter oejne og oerer for at suge til mig og opleve alle de gaver dette hus og disse mennesker byder. Selvfoelgelig er det ikke altid det nemmeste at rejse sammen med en vennegruppe som kender hinanden utrolig godt gennem seks aar, men saa laenge det er gode mennesker har jeg ingen vanskeligher. Kun det at jeg kommer til at savne jer derhjemme, og laenges efter at kunne dele saadanne oplevelser med folk hjemmefra. Men den tid, den glaede. Lige nu er jeg her, og meget forelsket i det hele. stort knus