28.01.2014

Rivera og Temascal

De sidste par dage har jeg været i Neiva og besøgt en masse af mine gamle venner, jeg fulgtes med Andres Villa fra Bogota, en ven jeg sidst så i San Agustin inden han blev snuppet af militæret og sat i tvungen 2 års værnepligt fordi han ikke kunne betale sig fra det (ja, det er lort), men han er nu ude efter 2 års tro tjeneste, så det var ret vildt at ses igen. Ellers har jeg hængt med en masse venner, været lidt oppe i bjergene, kigget på de smukkeste solnedgange hvor det muligvis var lidt "tåget" (som mor ville have sagt), og set joan og hans familie.
På vej fra Bogotá

Hos julian som netop var færdig med sin plasticflaske-skammel

Ude og se solnedgange fra bjerområderne i Neiva
'
I weekenden har jeg haft en fantastisk weekend i Rivera, hvor jeg har været ude og besøge nogle gode venner fra sidst jeg var her i colombia. Lørdag var jeg først ude og danse heeeele natten lang, fik sovet ½ time på en kantsten, inden turen gik til rivera hvor jeg så brugte det meste af dagen i en hængekøje og sammen med soleil. Jeg var også lige en tur på besøg i sidste uge, hvor vi havde været ude og bade i vandfald med pigerne, og soleil den søde pige som bare var baby sidst jeg så hende, synes jeg er hendes bedste nye legekammerat og tager mig med overalt. jeg overnattede i hængekøjen søndag til mandag, hvor vi skulle i temascal - en indiansk form for sauna, som ligner en iglo af hvidmalet ler.

I Rivera med Soleil

Temascalen

Saunaen forberedes fra middagstid, hvor der laves en stabel af store stykker brænde, efterfulgt af en bunke mellemstore sten og mindre stykker brænde ovenpå. Det får så lov at brænde hele eftermiddagen, hvor der løbende smides urter og tobak på, for at invitere forfædrene til at tage ophold i stenene og dele temascalen med os. Udenfor sad vi og sang og spillede musik, og vaskede os i saltvand for derefter at smøre os ind i en blød mudder på hele kroppen, og træde ind i temascalen, hvor stenene blev skovlet ind én efter én med en hilsen til forfædrene hver gang de kom ind i temascalen. Efter omkring 20 rødglødende sten er der rimelig varmt i saunaen, og ham der udfører temascalen begynder at hælde urtevand på stenene som giver en eksplosion af velduftende varm damp som i sauna-gus. Vi svedte selvfølgelig helt vildt som vi sad der i rundkreds og holdt i hånden, og mudderet som ellers var næsten indtørret blev igen vædet og løb af kroppen i små dråber. Alle kan bede om ordet i saunaen og sende en hilsen, komme med et budskab, starte en sang eller hvad man vil, så vi chantede, bedte og sang og mest af alt svedte i omkring 3 timer, hvor nogle af de andre tog pauser en gang i mellem - ikke mig, jeg var i skarp saunatræning efter saunagus med isabella (; . derefter trådte vi ud, helt salige og velduftende af urtevandet og mudderet, og lagde os lidt i det kølige græs blev overhæld med vand, og badede i åen, altsammen i mørke, for solen går altid ned omkring kl 7.



Carin og Luna 

Ude og bade ved vandfald

Sammen med Miriam