PUTOMAYO <3
Har haft den fedeste weekend i Sibundoy. Fortællingen bliver
nok lidt lang (;
Rejsen startede ikke just perfekt. Fx tog det lige 11 timer
at komme frem i stedet for de 5-6 beregnede, og da vi kom lidt sent afsted
fredag var det også en rimelig sen ankomst, så første nat camperede vi på en lille
tom grund, som tilfældigv vis var vildt bevokset af mynte og duftede fantastisk!
Mig, Freja og Jakob, klemte os ind i et lille tomandstelt af den kaliber du
helst ikke engang vil sove i på roskildefestival – ja det var trængt! Men hvor
der er hjerterum <3... Min roomie
Sebastian delte telt med hans to veninder Lis og Denise som har boet hos os i
løbet af ugen, og de havde det vidst lidt ligesom os.
Busturen var helt fantastisk flot, gennem junglebeklædte bjerge, der hvor Andesbjergene starter, og Sibundoy har også en helt fantastisk beliggenhed. Folk var lige så søde og imødekommende som jeg huskede,
allerede første morgen da Denise og jeg ville låne toilettet i nabohuset
spurgte de om det da ikke ville være bedre hvis vi kom og boede hos dem, de
havde jo fint med plads og hele familien ville også komme og bo der. Utrolig gæstfrihed
og overskudsagtigt at give husly til 6 unge mennesker, og virkelig en tiltrængt
redning efter en klemt nat i teltene. Husmor var virkelig sød, og hyggede om os
med mad og kaffe, og gav os alle nogle flotte gaver som hun og hendes datter
havde lavet. Jeg forærede hende også en macraméhalskæde som tak for gæstfrihed,
og generelt tror jeg de synes det var rigtig hyggeligt at have os på besøg, og
vi fik lov at komme og gå og bruge huset som vi ville.
Allerede første morgen får mig og denise rodet os ind i en taitas hus sammen med en ven fra uni, hvor vi kl 9 om morgenen bliver budt på shots og chicha de chantaduro (majsøl lavet på en lille orange ”frugt” der skal koges længe) så ugen starter rigtig godt ud (; Det er virkelig umuligt at sige nej når man bliver budt på chicha, og selvom det ikke er så stærkt, så får man drukket rigelige mængder, og glemmer nemt at spise fordi det mætter så meget. Det var desuden samme morgen jeg for første gang måtte give mig i kast med at smage på de berygtede kogte kyllingefødder de serverer i suppe. Igen, var det ikke aceptabelt at sende fyldte skåle tilbage, også selvom jeg prøvede at forklare dem at jeg var vegetar, men ak... Lækkert vil jeg ikke sige det var, men så har jeg da prøvet det. Hahah. Puha.
Ved 12-1 tiden slap vi ud efter lang tids morgenfest og
musikspilning, og klatrede op på en af bjerskråningerne for at nyde solen og
udsigten og mærke den friske bjergluft. Det er virkelig kommet på listen over
et af mine yndlingssteder i verden, sammen med San Agustin, Copacabana, Kystvej
25, og vores lille kolle ”Rusland”.
Lørdag og søndag fløj forbi med små udflugter op i bjergene,
musiksessions med forskellige gøglertyper, chichasmagning rundt om i landsbyen,
flette græshopper, se på andinsk folkedans og andre kulturelle begivenheder som
da de skulle rejse den famøse cabilde – noget der før i tiden blev gjort af ren
håndkraft, men som stadig volder problemer når en lastbil trækker læsset.
Mandag er den store festdag, el dia de perdon
(undskyldningsdagen), eller Bëtsknaté, som det hedder på Kamëntšá. Fejringen
går ud på at sige tak for de gaver jorden har givet det forløbne år, og er
derfor også en slags nytårsfest, men det er også en dag hvor man bliver
tilgivet alle sine synder og samtidig tilgiver andres så man kan træde ind i
det nye år med ren samvittighed. Det er både Kamëntšá- og Ingastammen der
fejrer denne højtid, som med spaniernes infiltration også er smeltet sammen med
den katolske tro. På dagen starter man kl 9 i udkanten af byen hvorfra man så
går i optog gennem hele byen med trommer, fløjter, mundharmonikaer, og
alverdens raslegenstande, alle iført deres flotteste traditionelle dragt og
hovedprydning af fjer, perler, vævede bånd og flet. Paraden bliver anført af
mænd i røde kapper og funky hatte af flamingopap med spejle og bånd på og
kvinder i blå kapper, med kroner, trommer og farvede bånd bærende på et billede
af jomfrumaria. Undervejs bliver der danset og sunget, og musikken fortsætter
helt ind i kirken hvor der er gudstjeneste og alle bliver benådiget. Det er den
vildeste folkeskare jeg nogensinde har set indenfor i en kirke, og en
sammensmeltning af kultur og tradition jeg aldrig har set lige. Ud fra
højtalerne lyder stadig den andinske folkemusik, dog er teksterne dedikeret til
lovprisning af gud og jesus.
Hele dagen er byen fyldt til bristepunktet af festglade indianere og turister, og den insisterende trommen der har lydt hele ugen er nu ekstra intensiveret. Der sælges mad og kunsthåndværker på pladsen og alle drikker chicha og hygger sig. Om eftermiddagen fortsætter festen i deres kulturelle centrum, en slags rådhus, hvor der bliver serveret majs, kød, suppe og kartofler og selvfølgelig chicha i rigelige mængder til alle. Musikken fortsætter til alle er i transe langt ude på natten eller den efterflgende dag, hvor paraden går til næste landsby, colón og derefter Santiago.
Jeg måtte dog allerede tage hjem mandag eftermiddag,
eftersom jeg ikke rigtig kan pjekke fra timerne på uni, og Freja og Jakob
skulle med fly hjem onsdag og derfor også var tidspressede. Det var virkelig
svært at tage derfra, men afsted kom vi, og efter den lange bustur nåede vi
hjem kl 2 om natten. Der ventede så den lille dårlige nyhed at døren til mit
værelse var smækket i lås, og ingen havde nøglen. Min kære roomie som var taget
hjem søndag havde ellers lovet at hente en låsesmed inden vi kom hjem, men det
var altså ikke lige sket, så vi måtte sove på gulvet i stuen, uden madrasser.
Øv. Vi overlevede dog, og i dag har jeg sovet i min egen seng, alene, og det
har været mega fedt.
