Fredag til Lørdag var jeg ude på mit livs hidtil hårdeste vandring. Ugen inde havde været lidt sløv og hjemves præget, så var super glad for at der endelig skulle ske noget. Via Soledad tog vi op og besteg Acatenango som er en af de højeste vulkaner i Guatemala, og d 2. eller 3. højeste i hele Mellemamerika. Vulkanen ligger i en højde på 3976 m og turen op tog 7-8 timer hvor vi flere gange måtte klatre/kravle på hænder og knæ for at komme frem på grund af de mange løse sten. Bruce, en mega tough new zealander havde besteget vulkanen to gange før, og kendte vejen nogenlunde, men vi kom stadig ud på nogle lidt tvivlsomme små stier, så jeg priste mig virkelig lykkelig for mit gode vandreudstyr som jeg har fået i gaver i løbet af årene, det havde været umuligt uden. Vi tog det stille og roligt og holdt mange snack/spisepauser da en af pigerne havde det rigtig hårdt med turen, og brød grædende sammen da hun nåede toppen. Det er altså en pige som ellers har besteget både Kilimanjaro og Mt Kenya, bare for at sige lidt om hvor hårdt det var. Må også sige jeg var fuldstændig forfrossen og udmattet da jeg nåede toppen, men synet af den sprudlende vulkan Fuego, som er den lidt lavere top ved siden af Acatenango, gjorde det det hele værd gange 1000. Aldrig i mit liv har jeg set rødglødende lava springe 10-20 meter op af en vulkan i fantastisk kontrast til tusmørket omkring os, for derefter at løbe hundrede meter ned af bjergsiden. Lyset fra byerne var næsten som stjernebilleder i mørket, selvom stjernehimlen selvfølgelig også var helt utrolig da vi var oppe over skyerne, og fra toppen kunne jeg se alle de steder jeg har besøgt i Guatemala, og sågar helt til Mexico og El Salvador. Vi havde startet turen om aftenen for at undgå at blive set af eventuelle røvere, så da vi nåede toppen ved 1-2 tiden var det selvfølgelig pis-hamrende frysende koldt. Så da vi alle var kommet os lidt over den fantastiske bedrift og det fantastiske udsyn gik vi i gang med at tænde bål for at varme os lidt, og varme lidt mad på vores medbragte macheter. Vi havde desværre været så ubetænksomme kun at medbringe 3 soveposer til 9 mennesker, hvilket viste sig at være alt for lidt, så vi bunkeputtede ved siden af bålet i forsøg på at få varme (hvilket var stort set umuligt), indtil solen stod op og så løb vi ellers ned af vulkanen. Det er en sindssyg fornemmelse at løbe ned af løs vulkanjord kl 6 om morgenen, stivfrossen, og uden mulighed for at bremse skulle jeg hilse og sige.
I dag er det mandag, og jeg er stadig ikke helt kommet mig over turen. Det virker som om alt er sat lidt i slowmotion både fysisk og mentalt, hvilket gør det lidt svært at planlægge min tur til Mexico som jeg tager af sted til på onsdag. Men jeg har det fantastisk, og føler mig virkelig i live. Jeg glæder mig til Mexico, og til at min dejlig mor kommer og besøger mig om to ugers tid. Viva la vida!
Den top i ser længst væk ligger i Mexico
Bruce på vej ned af bjerget
How we roll
En lille pause. her kan man næsten se hvor stejlt det var
Humøret var højt og vi følte os ret seje på ladet af Carlos' vogn på vej hen til vulkanen
Frossenpinde på toppen af Acatenango
Melinda med machete
søde Shakira og Aaron
Vores seje guide Bruce
