Gudernes kogeplads og Satis brændende kusse..

En tur, der skulle have stået på krystaljagt endte i en rejse ud i rurale Nepals hellige bjerge, hvor mange af historierne om de Hinduistiske guder menes at have fundet sted. 

Min veninde Muna har jeg mødt på gaden i Katmandu hvor hun sælger flotte krystaller som hendes søster har fundet i Nepals bjerge. Jeg har (surprise) altid liiiidt øje for flotte sten, og Muna ville meget gerne lære at lave macramé, så vi blev hurtigt gode venner. For et par dage siden var jeg hjemme hos hende for at se hendes nye hundehvalp og hendes særlige samling af krystaller som ikke kommer med på gaden. Ikke blot blev jeg overvældet af denne nuttede hundehvalp og mødet med hendes skønne familie, jeg fik også lov at sætte fingrene på disse kæmpe krystaller, med landskaber af mos, metaller og regnbuer indeni. Helt vildt! Endnu vildere var, at de skulle afsted dagen efter for at finde krystaller i bjergene, sammen med deres ven fra Singapore, og jeg blev inviteret med. Jeg var mega spændt, men desværre endte det hurtigt i en mindre skuffelse, da strejken i Nepal gjorde det svært at komme afsted og vi ikke kunne nå ud til krystalgrotterne. Afsted kom vi dog alligevel, ud til pigernes mors fødeby og besøge deres fjerne slægtninge som tog os med på en lang vandretur ud i Nepals jungle.

her er den så, ikke længere i brand

På vejen kom vi forbi kæmpe sten, som blev set som gude-billeder, hvor fx Ganesh sendte lyn ud i bjergene, og hvor Sita havde tørret sin sari og klippen så havde taget form efter den. Vi så stedet hvor (en gud jeg har glemt navnet på) lavede rooti og der hvor Sati, i vreden over, at hendes far ikke ville anerkende hendes mand Shiva, satte ild til sig selv og efter sigende tabte sin kusse..

Det var dejligt at komme ud og mærke det rurale Nepal, og komme steder hvor der normalt aldrig kommer turister. Muna og hendes søster er virkelig dejlige piger, som på trods af deres hårde liv har masser af humor og ironi. Her er nogle billeder hjemme fra Munas lejlighed: 

På grund af krisen er det meget svært at finde transport for tiden, antallet af busser er for det meste mere end halveret, og man kan derfor hurtigt blive tvunget ud i en tur på taget. Til gengæld er det også meget hyggeligt at sidde der, for man kommer op over støvet og får mere frisk luft. Der går aldrig længe før en (kvinde) hånd holder fat ved ens skulder, en anden holder fast ved dit lår og snart har man nye venner at grine og gispe med når bussen bumler afsted. Her på billedet sidder de to kvinder bagers, nonnen og kvinden i rød sari, som var mine buskammerater på turen fra Panauti til landsbyen. 

Vores lokale guide var barndomsven med pigernes mor, og boede stadig ude i landsbyen i sit eget hjemmebyggede hus. Han har både geder, høns og masser af afgrøder som var inkluderet i den obligatoriske dal bhat aftensmad. 

Det var en virkelig smuk, meget hård tur vi kom ud på. I flere timer så vi hverken folk eller huse, og vi måtte gå fra morgen til aften før vi fandt et sted vi kunne sove. Og sikke et sted! vi kaldte det "Earthquake Hotel" grundet de nyetablerede "vinduer"...

Folk lever helt basalt her, og det var helt sikkert mærkeligt for dem pludselig at se en bleg pige komme vandrende. Alle var dog virkelig glade og imødekommende, så de få nepalesiske ord jeg har fået lært mig blev brugt flittigt! Her er en kvinde på vej med et stort læs blade til sine dyr, og nedenfor en mand der er ved at male tørrede majskorn til mel i en vanddreven mølle - virkelig oldschool!

Her er så jordskælvshotellet hvor vi måtte putte os godt sammen for at holde varmen om natten. Men det var nu også meget hyggeligt.

Til sidst et lille nostalgisk billede af den flotte sneklædte horisont. Men sneklædte bjerge som ligner de svæver på skyerne. Et syn for guder, som jeg virkelig kommer til at savne