Vævende kvinder

En fast del af gadebilledet her i Guatemala er kvinder klædt fra top til tå i smukke farverige vævede stoffer. En hel plaid tager omkring 8 måneder at lave, men bliver typisk også brugt af flere generationer. Vævningen er en tradition der hver generation går i arv fra moder til datter, og derfor noget langt de fleste kvinder her i landet kan. Gennem livet har det vævede stykke stof flere forskellige formål og betydninger. Som ung ugift kvinde er det noget man bærer foldet over skulderen hvorefter enhver ugift mand kan komme hen og "sjæle" det, og derved altså fri til kvinden. Traditionen tro skal den unge bachelor og hans familie komme på besøg pigen 3 gange for at fastsætte den rette pris for kvinden. Hun har i princippet ret til at sige nej, men så vidt jeg har fået fortalt er det meget sjældent tilfældet. Hvis fyren er meget grim, gammel eller bare usympatisk, er der blot tale om en højere pris for giftemålet. Efter brylluppet har bruden 1 år til at væve en ny plaid til sin nye svigermoder, og hun skal bare sin egen som en kappe, når hun altså ikke bruger den til praktiske formål som indkøbspose, hovedstøtte (fx under en tung kurv som hun bærer på hovedet), babyslynge el. lign.

Los Patojos

 Har endelig fået husket mit kamera, så her er nogle billeder fra den skole jeg arbejder som frivillig på

Det er et blandet skole/fritidshjems projekt hvor børnene normalt kommer hen efter deres normale skole, for at lære noget mere og få lov til at udfolde sig kreativt. Her er børn i alderen 4-16 år og der kommer mellem 70 og 120 børn hver dag, dog flest om sommeren, hvor der er mere arbejde at få for forældrene.

Projektet er for fattige børn i Jocotenango og er drevet af midler fra europæiske og amerikanske organisationer, så det er gratis for  børnene at gå der. Hver dag får de først et måltid mad, og afhængig af alder går de så ud og laver forskellige aktiviteter. fx som i fredags hvor jeg malede æggebakker med de små mens de ældre klasser lavede cirkus og teaterforestillinger. 

Det er fantastisk at kunne få lov at lege med børnene, og de er simpelthen så glade og kærlige at være sammen med. Det er dejligt at der er et sted de kan få noget tryghed og omsorg, og hvor der er midler til at udfordre dem kreativt. Med til deres hverdag hører desværre også at vi nogle gange må gå hjem fra det område de har at lege på uden for skolen (en parkeringsplads hvor der sjældent holder biler) fordi der ligger nogle hjemløse og sover branderten ud, og skudhuller i vinduerne til den forladte bygning ved siden af.

Heldigvis har de nogle fantastisk energiske og inspirerende lærere, som alle lever og ånder for skolen. Det er en fornøjelse at se hvor meget glæde de kan bringe og hvor meget overskud de giver til stedet. For eksempel er de julegaver vi giver til børnene købt og betalt af lærernes egne lommer, med tilskud fra os frivillige.

I kan se mere på deres hjemmeside her:
http://www.los-patojos.blogspot.com/

Djævelen er en gringo på cykel!

Den 7. december har de hvert år en festival hvor de brænder djævelen, som et symbol på en ny start 

og for at alle årets djævle er brændt bort. Her i Antigua står djævlefiguren, i dette tilfælde fremstillet som en jublende glad gringo på cykel allerede klar til afbrænding. latterkramper! og min idé om at skaffe egen cykel hermed droppet

Efter sigende er der endnu mere fest i gaden i Ciudad Vieja (5km herfra), så der har jeg tænkt mig at feste med i morgen. Så undgår jeg måske også at blive brændt. Hvis jeg ikke cykler derhen. Og ikke tager en guldcykelhjelm på. Eller viser mine vinger og horn..

Sightseeing i Itzapa

 

Dette billede har jeg valgt at kalde "Nylig død hest bliver ædt af vilde hunde i smuk natur"

Valgte at springe ruinerne i Copan over i denne omgang for at tage til Itzapa og besøge nogle drenge jeg havde mødt for 2 uger siden. De arbejder på et cykelværksted hvor de reparerer brugte cykler doneret fra USA, og sælger dem billigt til de lokale, og så laver de også funky ting som blendere drevet af cykelkraft, som de sælger til caféer og som ligner et helt lille kunstværk. Det viste sig at være en af de bedste beslutninger jeg længe har taget, for har haft det så mega sjovt + hyggeligt med de gutter. I løbet af en uovertruffen bytur kom vi bl.a. til at crashe et meget formelt lokalt bryllup (yderst komisk - 4 fordrukne gringoer skiller sig ret meget ud i på et dansegulv med gallaklædte guatemaltekere), adoptere en killing som drengene endte med at tage med tilbage til cykelværkstedet (navneceremoni følger snart men blandt populære navne er Mao og Dragonslayer) og fik meget snedigt og rebelsk sneget os ind (eller rettere, vi vadede bare ind) på et fantastisk smukt men overpriced hotel + museum. Stedet var utroligt stilet og bygget ind i gamle smukke kloster-ruiner hvilket udgjorde en fantastisk blanding af gamle mure og skulpturer, rustikke møbler og overdådige haver med blomster og fugle overalt samt utrolig samling velbevarede skeletter i kælderen.

Stemningsbilleder som dog ikke helt kan beskrive hvor fantastisk romantisk stedet var

 

killingen som kom med til ultimate frisbee i parken tømmermandssøndag