Det er svært at beskrive denne lange vandring blandt nogle af verdens højeste bjerge. Man starter med en god del forventninger og forhåbnnger om vind og vejr osv, men man kan ikke rigtig vide sig sikker på noget før man er midt i det. Seb og jeg havde egentlig planlagt en anden tur, men blev rådet til at tage Annapurna circuit da mange stier i andre områder er blevet mere usikre efter jordskælvet. Annapurna ruten er også klart den mest populære i Nepal, men det fik os også til at frygte for at vi skulle gå på rækker med store grupper turister. Det viste sig dog ikke at være et problem, for "heldigvis" er det et dårligt år for turismen i Nepal, idet der efter jordskælv og politiske uroligheder er væsentlig færre turister end normalt.
Vi startede altså turen tidlig morgen onsdag den 14. og kom med bus til Dumre - Besisahar og Ngali hvorfra vi startede turen næste dag. Især turen mellem Besisahar og Ngali var frygtindgydende, for med den stadigt tiltagende benzinmangel i landet bliver busserne fyldt til bristepunktet, både indvendigt og på taget! Det resulterer så i al for meget vægt på bussen, som må kæmpe sig i sneglefart over de hullede jordveje fyldt med sten.
De første dage går man i en gigantisk kløft langs med en flod, Terrænet er frodigt og bakket, men stignigerne er ikke så store igen. Vi havde skønt vejr fra starten, med sol og blå himmel samt den friskeste bjergluft. Nætterne er kolde, så vi havde lejet nogle soveposer så vi ikke skulle fryse om natten. Det viste sig også at være en rigtig god beslutning, for selvom der er hyggeligt teahouses langs hele ruten, er det de færreste der tilbyder tæpper eller dyner på værelserne - det er ofte bare en seng og en hovedpude. Vi havde hverken guide eller porter med, men rådslog os en gang i mellem med andres guider, og brugte ellers et kort til at finde vej, men ruten er fint markeret så det var ingen sag.
Langsomt mens man går mærker man så, at man kommer tættere og tættere på de sneklædte bjerge, samtidig med, at man kommer længere op i højderne hvor klimaet er koldere, tærrenet hårdere og stjernehimlen smukkere. Befolkningen skifter fra at være primært hinduistisk, til at være udpræget buddhistisk, hvilket man ser tydeligt med alle bedeflagene og de buddristiske bedemøller. Jo længere man kommer på ruten desto dyrere bliver maden også, fx kan en kop te i bjergene koste lige så meget som en stor frokost for 2 i Kathmandu - alt skal transporteres med jeep eller porter, og især gas og brænde er dyrt.
Vi var alle dage tidligt oppe og afsted om morgenen for at komme i gang inden solen bagte for voldsomt. Vi havde ikke nogen fast plan for hvor langt vi ville nå hver dag, men ville gerne godt fra start. De første mange dage mødte vi meget få andre på ruten, og kunne virkelig nyde naturen og det storladne landskab. Når man når over de 3000 meter skal man passe på hvor meget man stiger hver dag for ikke at få højdesyge. Derfor bliver man også nødt til at have nogle lidt kortere dage.
På vores længste vandredag gik vi fra Upper Pisang - en smuk buddhistisk landsby, med huse bygget af skiffersten, og marihuana voksende som ukrudt i vejkanten - til Manang, hvor mange holder hviledag for at vænne sig til højderne. Det var nok den smukkeste og hårdeste af alle dagene, hvor vi tog afsted omkring halv 7 og nåede frem ved 5 tiden om eftermiddagen. Vi skulle over nogle virkelig stejle bakker, hvor vejen snoede sig opad i det uendelige, og kom forbi flere buddhistiske templer og små landsbyer, hele tiden med den smukkeste panoramaudsigt over de sneklædte bjerge. Da vi nåede til Manang var vi fuldstændig færdige, og helt støvede, og sultne! Så det var et helt perfekt sted til at holde hvil og komme sig lidt.
Sidste 3 dages etape mod passet nåede vi over trægrænsen, og den frodige skov blev erstattet af krat og buske i gule, røde, orange, lilla og grønne nuancer. Luften var tyndere, og det blev hårdere at gå, men vi tog det bare stille og roligt, også for ikke at få problemer med højdesyge (det sker hyppigt at turister må flyves ned i helikopter hvis de bliver syge). Den sidste nat sov vi i 4800 meters højde, og jeg lover for at man har nogle vilde drømme oppe i højderne! Fra high camp tog vi så afsted kl halv 5 om morgenen for at nå over Thorung-La passet inden det blev for varmt og blæsende. Det var helt mørkt og iskoldt, og min næse og fingre blev helt ømme af kulde, men oppe på toppen var der så smukt!Og så var det ellers en brat nedstigning til Muktinath. Oppe på toppen fandt vi så ud af at de havde holdt en klaverkoncert aftenen forinden, hvor de havde båret et klaver op ad den stejleste stigning fra Muktinath - vi mødte dem på vej ned hvor de var 6 mand om at bære den kæmpe kasse med klaveret. Et helt vildt projekt, hvor vi blot måtte undre os måbende over hvordan de skulle klare den ned ad de stejle smalle stier med den store kasse.
Anyways. se lidt billeder her, og sikkert flere på facebook når vi får sorteret :)
KNUS
Sender OM MANI PADME HUM ud i alle verdenshjørner!
stejlt!
Vores værelse i High Camp - skifermursten og lervægge, med blåfår springende rundt på skråningen overfor.
Har alt mit tøj på, helt pakket ind, stadig mega koldt.
Thorong-La Pas ~ 5416 m ~ We made it!!!
