07.12.2010

Los Patojos

 Har endelig fået husket mit kamera, så her er nogle billeder fra den skole jeg arbejder som frivillig på
Det er et blandet skole/fritidshjems projekt hvor børnene normalt kommer hen efter deres normale skole, for at lære noget mere og få lov til at udfolde sig kreativt. Her er børn i alderen 4-16 år og der kommer mellem 70 og 120 børn hver dag, dog flest om sommeren, hvor der er mere arbejde at få for forældrene.
Projektet er for fattige børn i Jocotenango og er drevet af midler fra europæiske og amerikanske organisationer, så det er gratis for  børnene at gå der. Hver dag får de først et måltid mad, og afhængig af alder går de så ud og laver forskellige aktiviteter. fx som i fredags hvor jeg malede æggebakker med de små mens de ældre klasser lavede cirkus og teaterforestillinger. 
Det er fantastisk at kunne få lov at lege med børnene, og de er simpelthen så glade og kærlige at være sammen med. Det er dejligt at der er et sted de kan få noget tryghed og omsorg, og hvor der er midler til at udfordre dem kreativt. Med til deres hverdag hører desværre også at vi nogle gange må gå hjem fra det område de har at lege på uden for skolen (en parkeringsplads hvor der sjældent holder biler) fordi der ligger nogle hjemløse og sover branderten ud, og skudhuller i vinduerne til den forladte bygning ved siden af.
Heldigvis har de nogle fantastisk energiske og inspirerende lærere, som alle lever og ånder for skolen. Det er en fornøjelse at se hvor meget glæde de kan bringe og hvor meget overskud de giver til stedet. For eksempel er de julegaver vi giver til børnene købt og betalt af lærernes egne lommer, med tilskud fra os frivillige.

I kan se mere på deres hjemmeside her:
http://www.los-patojos.blogspot.com/







1 kommentar:

Julie grunwald sagde ...

Fantastiske billeder Sarah! Det ser simpelthen så fedt ud, og det lyder også fedt! Glæder mig til at høre nærmere!! kys og kærlighed herfra. ps. Skulle hilse MANGE gange fra Frederik!